Vedtægter for Voltigeklubben Thommysminde




§ 1. Klubbens navn: Voltigeklubben Thommysminde.

Forkortelse: VKT

Klubben er hjemmehørende i Vejle kommune. Klubbens stiftelsesdato: 13. juni 2002.


§ 2. Klubbens formål er at fremme interessen for ride- og voltigeringssporten, herunder at oplære børn og unge i omgang og pleje af hesten, samt bevidstgørelse af egen kropskultur og socialisering til andre mennesker.


§ 3. Rideklubben er medlem af Dansk Ride Forbund under Danmarks Idræts-Forbund, hvorfor klubben og hvert enkelt medlem er forpligtet til at rette sig efter de to nævnte forbunds reglement og bestemmelser, herunder de af de pågældende forbund fastsatte voldgiftsbestemmelser.

 

§ 4. Som medlemmer kan optages alle med interesse i klubbens formål, aktive såvel som passive. Udmeldelse kan ske med en måneds varsel til udgangen af en måned. Resterende medlemskontingent tilbagebetales ikke ved udmeldelse.

 

Bestyrelsen kan udelukke et medlem p.g.a. usportslig eller utilbørlig optræden for en periode af op til 3 måneder. Medlemmet skal, inden udelukkelsen træder i kraft, have mulighed for at udtale sig overfor bestyrelsen. En eventuel eksklusion skal vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling med et flertal på mindst 3/4 af de fremmødtes stemmer. Afgørelsen kan indbringes for distriktets forretnings- udvalg inden 8 dage. Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel. Et evt. forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil.

Medlemskontingent fastsættes af bestyrelsen og forelægges generalfor- samlingen til endelig godkendelse. Medlemskontingentet opkræves årligt forud til 1. januar og forfalder den 10. i pågældende måned. Er kontingentet ikke betalt senest 1 måned efter forfaldsdag ophører vedkommendes medlemsrettigheder og vedkommende kan kun optages på ny mod betaling af restance og evt. gebyr.

Betaling for undervisning opkræves hver d. 1. og forfalder d. 10. i måneden. Der pålægges et gebyr ved for sent betaling på mindst 50kr. Ved restance kan eleven nægtes adgang til undervisning.

 

§ 5. Klubben ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer, der alle skal være fyldt 18 år og medlem af klubben.

Formanden vælges af bestyrelsen for 1 år.

Derudover vælges halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne på lige år og de resterende bestyrelsesmedlemmer på ulige år. Foruden ovenstående vælger generalforsamlingen suppleanter, revisor og revisorsuppleant for et år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov. Hver udvalg skal være repræsenteret med mindst 1 bestyrelsesmedlem.

 

§ 6. Bestyrelsen disponerer over klubbens midler og tegner klubben. Bestyrelsen kan søge og modtage frivillige bidrag til klubbens virksomhed. Klubbens medlemmer og dennes bestyrelse hæfter ikke for klubbens gæld eller andre forpligtigelser.

Prokura tillægges formand og kasserer.

 

§ 7. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov dog mindst 4 gange årligt, eller på forlangende af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer. Formanden eller næst- formanden indkalder og sætter dagsordenen til bestyrelsesmøderne.

 

Bestyrelsesmøder indkaldes skriftlig med mindst nedenstående på dagsordenen:

 

  1. Godkendelse af referat.
  2. Meddelelser fra formanden.
  3. Rapport fra udvalgene, herunder økonomisk rapport.
  4. Eventuelt

Alle bestyrelsesbeslutninger tages ved simpelt flertal. Står stemmerne lige er formandens stemme afgørende. For at gyldig beslutning kan

tages, skal over halvdelen af bestyrelsens medlemmer være til stede. Ved hver bestyrelsesmøde udarbejder sekretæren et referat, som godkendes på næste bestyrelsesmøde.

 

§ 8. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed, og indkaldes af bestyrelsen. Den ordinære generalforsamling afholdes efter regnskabs- afslutning og revision, dog senest inden udgangen af marts måned.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.

Rettidigt indkomne forslag behandles på generalforsamlingen.

Tiden og stedet for generalforsamlingen skal

sammen med dagsordenen, skriftlig meddeles klubbens medlemmer med mindst 14 dages varsel. Medlemmer over 18 år har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen, hvis de har betalt kontingent og været medlem i mindst 2 måneder. Medlemmer under 18 år kan overlade deres stemme til en værge. Kun en stemme pr. medlemskontingent.

 

Dagsorden til generalforsamlingen skal mindst indeholde punkterne:

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af stemmetæller
  3. Bestyrelsens beretning
  4. Revideret regnskab forelægges til godkendelse.
  5. Fastlæggelse af medlemskontingent.
  6. Behandling af indkomne forslag.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  8. Valg af suppleanter.
  9. Valg af revisor
  10. Valg af revisorsuppleant.
  11. Eventuelt.

 

På generalforsamlingen vælges personer ved almindeligt flertal. Afstemningen foregår ved håndsoprækning, med mindre mindst et medlem kræver skriftlig afstemning. Står stemmerne lige, er forslaget forkastet. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

§ 9.   Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.

Revideret regnskab og budgettet for det kommende regnskabsår forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

Revisionsformen er kritisk revision, og den valgte revisor skal forsyne regnskabet med en påtegning.

 

§10. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne anser det for nødvendigt, eller når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom med angivelse afdagsorden. I sidste tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling finde sted senest 3 uger efter begæringens modtagelse.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes skriftlig med mindst 8 dages varsel.

 

§11. Klubben kan kun opløses, hvis beslutning herom tages på to efter hinanden, med mindst 14 dages mellemrum, afholdte generalforsamlinger. Ved den første af disse generalforsamlinger skal beslutningen om opløsning vedtages med mindst ¾ af de afgivne stemmer. Ved den anden generalforsamling kan opløsningen vedtages med simpelt flertal. Evt. aktiver skal tilfalde sportslige aktiviteter i Vejle kommune.

 

Disse vedtægter er vedtaget på klubbens stiftende generalforsamling

d. 13 juni 2002, og kan kun ændres med en majoritet af 2/3 af de afgivne stemmer på en lovligt indkaldt generalforsamling.

Vedtægterne er revideret på generalforsamlingen 2014

Vedtægterne er senest revideret på generalforsamlingen 2019

Vedtægterne er senest revideret på generalforsamlingen 2021

 

VKT Bestyrelsen


Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram